En person, der på grund af betydelige klimaforandringer – over en længere periode – må forlade sit hjem – enten internt i landet eller på tværs af landegrænser, er definitionen på en klimaflygtning.
Men du har, som klimaflygtning, ikke samme rettigheder, som en flygtning, der flygter på grund af krig eller politiske eller religiøse årsager.
Men du har, som klimaflygtning, ikke samme rettigheder, som en flygtning, der flygter på grund af krig eller politiske eller religiøse årsager. FN, EU og resten af den internationale politiske verden anerkender ikke en familie med små børn, der flygter fra for eksempel luftforureningen i Bangladesh – på lige fod med en ung mand, der flygter fra Taliban-bevægelsen i Afghanistan.
Sidstnævnte flygtning er dækket af FNs Flygtningekonvention fra 1951, der sikrer, at den internationale verden behandler dig i overensstemmelse med gældende menneskerettigheder og sørger for, at du har bestemte rettigheder, for eksempel i forbindelse med ansøgning om asyl, når du krydser internationale grænser. Man har altså en international gældende lov, som størstedelen af verdens lande har forpligtet sig til at følge ved at underskrive aftalen.
Konventionen definerer en flygtning, som en person ”som følge af frygt for forfølgelse pga. race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser, befinder sig uden for det land, hvor han/hun er statsborger”.
Konventionen definerer en flygtning, som en person ”som følge af frygt for forfølgelse pga. race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser, befinder sig uden for det land, hvor han/hun er statsborger”.
Og det er netop den definition – og den konvention – som det måske er på tide at revurdere. En diskussion er i hvert fald på sin plads, for tallene taler sit tydelige sprog. Ifølge Danmarks grønne udviklings- og nødhjælpsorganisation, care.dk, blev 30 millioner mennesker fordrevet sidste år, på grund af klimaforandringer – cirka en tredjedel, 9,8 millioner mennesker, måtte samme år flygte grundet krig. Fra 2008 og frem til 2018 er 265 millioner mennesker internt flygtet på grund af katastrofer og ekstremt vejr. Det er det højeste tal nogensinde. Verdensbanken forudsiger 86 millioner klimaflygtninge i 2050, og det er bare syd for Sahara-ørkenen i Afrika.
Klimaet som årsag til bevægelse over landegrænser er altså ikke nævnt i konventionen og det betyder i praksis, at klimaflygtninge ikke er dækket af international lov og dermed ikke har samme beskyttelsesbehov – i hvert fald ikke officielt. Af den grund er det stort set umuligt at få asyl alene på baggrund af klimaforandringer i det land man kommer fra.
En udvidelse af flygtningebegrebet virker derfor lige til højrebenet. I 2017 ansøgte en klimaflygtning fra Kiribati (lille ørige i Stillehavet, der ligget meget lavt over havets overflade) om asyl i New Zealand på grund af effekterne af klimaforandringer, der, ifølge ham, fik vandet til at stige og dermed oversvømme hans hjem.
Domstolen i New Zealand afviste asylansøgningen, men anerkendte, at den miljømæssige nedbrydning af flygtningens hjem kunne bane vejen for en juridisk beskyttelse i en eller anden form.
En lille gruppe colombianske børn sagsøgte i 2018 den colombianske regering for skovrydning af Amazonas-regnskoven og de fik faktisk medhold i højesteret. Læs hele historien i blog-indlægget: Børn I Hele Verden Sagsøger De Voksne Over Klimaforandringer, og se minidokumentaren herunder.
I starten af året blev udvisningen af en politisk flygtning i fra Bangladesh omstødt på grund af flygtningens alvorlige astma. Domstolen i Frankrig skønnede simpelthen, at hvis han blev sendt tilbage til en af verdens mest luftforurenede lande, hans hjemland Bangladesh, kunne man frygte for hans liv.
Det er, ifølge The Guardian, første gang en domstol anerkender forurenings- og miljøproblemer som argument. Noget tyder altså på, at den store skillelinje, defineret af FN Flygtningekonvention, mellem klimaflygtning og ”rigtig” flygtning er ved at udviskes. Og det sker uden officiel omformulering af definitionen. Derudover ville en anerkendelse af klimaflygtninge på lige fod med resten af de indbefattede parter i Flygtningekonventionen lægge et pres på verdens rigeste lande – Vesten – for at tage ansvaret for klimaforandringer og dertilhørende flygtninge på sig.
Der kan dog hurtigt opstå nogen problematikker i forbindelse med dette. Det kan nemlig være juridisk svært at påvise en direkte årsag eller forbindelse mellem klimaforandringer og den konkrete flygtninges situation. Klimaforandringer er nemlig ikke årsagen i sig selv, men kun en faktor, der i større eller mindre grad, forhøjer en allerede eksisterende risiko.
Derudover giver en udvidelse af begrebet også, i højere grad, grobund for en subjektiv vurdering i asyldomstolene, der nu skal til at tage stilling til, hvilken klimaflygtning, der er udsat for den største klimaforandring. Med andre ord: Hvem har det værst? Skal man for eksempel prioritere ekstrem fattigdom som følge af tørke i stedet for oversvømmelse og ødelæggelse af marker og huse? Og hvordan vurderer man den konkrete risiko for livstruende omstændigheder på baggrund af klimaforandringer?
Af den grund kan man spørge sig selv, om FN Flygtningekonvention er det rigtige sted at rette sin utilfredshed hen. Artikel 11 i Loven om Menneskerettigheder forpligter deltagerstaterne til at sørge for sikkerhed for mennesker, der, blandet andet, er udsat for humanitære nødsituationer og naturkatastrofer. Men kan man overhovedet erklære humanitær nødsituation på baggrund af klimaforandringer?
Klima-flygtninge-begrebet kan altså diskuteres kraftigt og spørgsmålet er derfor, hvor længe verdens regeringer og internationale organisationer kan forsætte med ikke officielt at anerkende klimaet som årsag til at folk må flytte fra hus og hjem.
