GAZIANTEP – ”Man har en seng, og man får dagligt tre elendige måltider, og der er det. Min kæreste kunne ikke besøge mig, for vi er ikke gift. Der er plads til fem, men på et tidspunkt var der 12 personer spærret inde i rummet. De tager selvfølgelig ens telefon, og man har ret til et 10 minutters opkald om dagen. Men jeg fik ikke tilladelse til at notere numrene fra min mobiltelefon.”
Sådan fortæller journalist og fixer Ibrahim S. Ali om sit sidste ophold i et deporteringscenter i Tyrkiet.
Hans historie starter en lørdag i februar.
Vi er i Gaziantep i det sydlige Tyrkiet. Da vi kommer ud på en livlig, befærdet butiksgade, hvor mange flygtede syrere har slået sig ned og driver kiosker og smykke-butikker, sker der noget grænseoverskridende.
Efter vi har lavet et interview med en syrisk butiksejer, holder der pludselig en politikassevogn, og betjentene beder os vise legitimation. Syriske Ibrahim S. Ali, som er vores vidende 35-årige oversætter og fixer, bliver sammen med os gennet ind i i politibilen og tilbageholdt, mens de tjekker vores oplysninger.
Ibrahim viser sit ID-kort, og vi fremviser pressekort.
Det er ikke legitimation nok, og vi bliver bedt om at hente vores pas på hotellet. Den ene af os får lov til at køre til hotellet og hente pas, mens den anden sidder tilbage i politibilen. Da passene bliver godkendt, kan vi gå.
Vi vil selvklart gerne have Ibrahim S. Ali med os, og vi er bestyrtede over, at han i stedet får at vide, at han skal med på stationen, så vi aftaler at holde kontakt på mail. Vi frygter det værste: at han vil blive sendt tilbage til Syrien mod sin vilje.
Få timer efter erfarer vi, at nyheden også er ude i netværket af civilsamfundsorganisationer i Tyrkiet: Syrisk journalist tilbageholdt med henblik på udvisning.
Vi havde via journalistnetværket fået kontakt med Ibrahim S. Ali, som kunne arrangere besøg i flygtningelejre og kontakt til syrere, som havde hjemrejseproblemerne inde på livet. Ibrahim S. Ali er en høj, krølhåret mand i 30’erne med mørke briller og et direkte blik.
På vores vegne kontaktede han de lokale myndigheder med en ansøgning om at besøge en flygtningelejr i området. Det blev afvist med den begrundelse, at vi havde med en akkrediteringsskrivelse fra en NGO, Flygtningebørn.dk
Nogle dage inden den skæbnesvangre lørdag havde Ibrahim fortalt os sin historie: ”Under revolutionen i Syrien i 2011 begyndte jeg at arbejde med video og kommunikation. Jeg havde lavet journalistarbejde før, men det var mere om økonomisk stof for især kinesiske medier.”
Ibrahim S. Ali har studeret kemi, programmering, management og organisation ved forskellige universiteter, dog uden at afslutte alle studier.
”På et tidspunkt kommer jeg i kontakt med folk, som arbejder med menneskerettigheder. Og fra 2011 kommer der virkelig fart i udviklingen, og vi rapporterer om alt, hvad der sker i Syrien. Efterhånden som Assads styre slog igen, blev det mere risikabelt. Men min holdning var, at nogen skulle gøre det. Jeg følte, at det var min rolle i revolutionen at fortælle om, hvad der skete.”
Ibrahim fortæller, at arbejdet med menneskerettigheder er baseret på frivillighed, og at mange af dem, der deltager, i dag er døde. Omkring 2010 offentliggør WikiLeaks dokumenter, som afslører forhold omkring Assad-regimets undertrykkelse, der fører til en stærk reaktion fra magthaverne og gør tingene helt kaotiske. For Ibrahim betyder det, at han engagerer sig fuldt ud i journalistikken.
”Efterhånden oplever jeg, at risikoen ved at blive i landet bliver større og større, så jeg prøver at opholde mig i de ’frie områder’, som fundamentalisterne kontrollerer. Men da jeg ikke er religiøs og mere hælder til den venstreorienterede side, er det heller ikke holdbart. Som mange andre vælger jeg at tage til Tyrkiet og bosætte mig i Gaziantep for at være tæt på syriske grænse. Det giver mig muligheder for at lave klare historier og samtidig have noget at leve af.”
For to år siden begynder Ibrahim S. Ali imidlertid at få problemer med de tyrkiske myndigheder.
”Jeg arbejder for en international mediekoncern, og som alle andre skal jeg bekræfte min adresse. Men af en eller anden grund trækker en embedsmand det i langdrag, så det tager mere end tre måneder. Dermed bliver den officielle tidsgrænse overskredet, og det er ikke lovligt. På det tidspunkt er jeg indstillet til at få tyrkisk statsborgerskab, men det får jeg så ikke,” fortæller han med en sarkastisk mine.
”Jeg truer embedsmanden med at indgive en klage, og det bryder han sig ikke om. Jeg tror, at det falder ham for brystet, at en syrisk flygtning tillader sig at klage over ham. Han truer med at deportere mig, og jeg svarer, at det kan han ikke, da jeg har ret til at opholde mig i Tyrkiet, og alle mine papirer er i orden.”
”Embedsmanden påstår, at jeg har truet ham, og den konflikt fører til, at jeg bliver interneret i 25 dage. Heldigvis er der journalistkolleger, der finder ud af, hvad der er sket. Det fører til, at de øverste lag i den tyrkiske administration får sagen på bordet, og de prøver at løse den ved at løslade mig. Men alligevel tvinger de mig i en periode til at melde mig en gang ugentligt til myndighederne, som om jeg har begået en forbrydelse.”
For Ibrahim S. Ali får det den konsekvens, at han tvinges til at opholde sig i nærheden af Gaziantep, og hvis han fx skal til en eksamen på et universitet uden for området, må han søge om tilladelse til det. Efter to år får han at vide, at nu er overvågningen af ham stoppet.
Denne tvivlsomme retstilstand gælder ikke bare for Ibrahim S. Ali, men for alle de millioner udlændinge, der opholder sig i Tyrkiet.
Det er ingen klare juridiske veje, man kan gå, og det er meget svært at få en advokat på sagen. Og hvis man finder en, så koster det en formue.
Mange syrere i Tyrkiet føler, at de næsten er retsløse. Der er mange, der ikke anmelder forbrydelser til politiet. De vil undgå at gøre opmærksom på deres eksistens og risikere et ophold i et deporteringscenter.
”Hvis jeg nægter at opgive min ret til at være Tyrkiet, kan de uden retskendelse beholde mig i seks måneder i centeret og muligheden for at komme for en dommer. Og de seks måneder kan forlænges til 12. De prøver at få det til at se ud, som om man selv beder om at blive deporteret ved at gøre forholdene i centeret ulidelige,” siger Ibrahim.
Ibrahims oplysninger bekræftes af Human Rights Watch-chefen i Istanbul, Emma Sinclair-Web, der under et interview fortæller:
”Vi har fået rapport om en af lejrene, og her er forholdene elendige. Der er også reelle deportationscentre, hvor folk er spærret inde. Det er meningen, at der skal ske en formel behandling af deres sager. Man kan tilbageholdes i seks måneder, og det kan forlænges til et år, før man stilles for en dommer. En udvisningsdom kan ankes, men der er kun en uge til at få appellen på plads, og det kræver bistand fra en advokat. Men folk sendes rundt imellem centrene, så vi ikke ved, hvor de opholder sig, og civilsamfundsorganisationerne kan ikke få adgang til lejrene.”
Vi holder vejret i tre dage, mens vi arbejder videre efter et improviseret interview- og rejseprogram. Endelig får vi en mail fra Ibrahim om, at han er løsladt.
Da vi møder ham igen på en restaurant, er han tydeligt glad og lettet og har lyst til at kramme og fortælle mere:
”Da jeg for et par dage siden blev tilbageholdt på gaden sammen med jer, så fortalte de mig, at jeg stod over for en deportering, da mine papirer ikke var i orden. Det benægtede jeg, men de overførte mig alligevel til deportationscenteret.”
”Forholdene i deporteringscenteret ser ud til at have forbedret sig noget, siden jeg sidst sad inde. Før var der en del aggressioner, og folk blev slået, men det er ikke tilfældet længere. Under mit første ophold truede de mig med tæsk, hvis jeg ikke underskrev deportationspapirerne, men jeg nægtede. Jeg tror, det hjalp, at de vidste, at jeg arbejdede for The Daily Telegraph. Jeg tror også, at de er gået over til mere psykologiske metoder for få folk til at makke ret og underskrive.”
Ibrahim vurderer, at når han bliver løsladt relativt hurtigt, så skyldes det, at diverse menneskerettighedsorganisationer, journalister og internationale foreninger reagerer på hans tilbageholdelse.
Han udtrykker endnu en gang lettelse over at være sluppet ud af detentionen, men alt er ikke, som det bør være i en retsstat, mener han: ”Ligesom for mange andre syrere i Tyrkiet er min frihed og bevægelsesmuligheder begrænset. Det er den samme fornemmelse som at være i et åbent fængsel. Jeg har ansøgt om at besøge min familie i Istanbul 20 gange løbet af de sidste fire år, men alle ansøgninger er blevet afvist.”
”Om jeg overvejer at rejse tilbage til Syrien? Tanken strejfede mig, da jeg var tilbageholdt første gang. Men jeg har etableret mig her i Tyrkiet; jeg betaler min skat og min husleje. Alligevel er mine rødder i Syrien, og jeg er en del af revolutionen fra 2011. Mit engagement som menneskerettighedsaktivist og journalist trækker mig i retning af Syrien, selvom forholdene stadig er usikre. Men hensynet til min familie gør, at jeg nok vil vente og se tiden an.”
Der er over 3 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet, og mange af dem deler opfattelse med Ibrahim: En tilbagevenden til et politisk usikkert land, der mangler den helt basale infrastruktur inden for energiforsyning, sundhed og uddannelse, er simpelthen for risikabelt.
