GENOPBYGNINGEN EFTER JORDSKÆLVET – BØRNEFAMILIER SKIFTES UD

Flygtningebørn.dk har besøgt den jordskælvramte Hatay i det sydlige Tyrkiet to år efter.

Man skulle ikke tro, at der er gået to år siden det voldsomste jordskælv i mange år i regionen på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet fandt sted. Da jeg fornylig besøgte den mest ramte by i Hatay, i Tyrkiet, fandt jeg en stor samling ruiner og sammenstyrtede huse.  Hele byen var også indhyllet i støv fra hundredvis af gravkøer og lastbiler, der fjernede murbrokker og cementblokke.

Haytay blev d. 6. februar 2023 ramt af det værste jordskælv set i et århundrede

Situationen for to år siden var, at et ud af fire børn blev ramt af jordskælvet. I dag bor de stadig i containere eller telte.

Jeg møder Ogun Sever Okur, en tyrkisk beredskabsarbejder, ude mellem murbrokkerne, og han kan tydeligt huske, hvordan han reagerede for to år siden.

”Jeg var i min lejlighed, jeg sov ikke, og så mærkede jeg rystelserne. Jeg hørte stemmer og støj og gik ned på gaden. Folk var bange, det regnede voldsomt, og alle folk var i panik. Jeg er i beredskabet, så jeg skyndte mig hen til vores kontor, og efter 20 minutter var jeg ude i huse, der var faldet sammen. Vi var en gruppe, der arbejdede hurtigt med at få folk ud af murbrokkerne. Vi fik een levende ud, og alle de andre var døde.”

Ogun Sever Okur er en, som mange i Tyrkiet husker, fordi han tog røde balloner med ud til børnene i ruinerne, og det blev vist på TV. 

”Vi ville give børnene en gave, derfor tog jeg røde balloner med, og de lyste op mellem ruinerne. Næste dag fik vi 50 folk ud i live. Jeg var chokeret, og jeg følte ikke noget i en hel måned, for jeg fokuserede på at redde folk. Bagefter gik jeg helt ned og kunne lugte død hele tiden.”

Ogun tager røde balioner med ud i ruinerne for at opmuntre børnene.

Her to år efter er genopbygningen af Hatay i gang, men det tager længere tid end først antaget.

Store dele af Hatay er totalt ødelagt. Husene var bygget med 5-6 etager, selv om det ikke var tilladt. Samtidig havde butiksejere i stueetagen uden tilladelse fjernet støttepillerne, hvilket gjorde, at husene brasede sammen under jordskælvet.

Jeg møder journalist Dogu Eroglu i Istanbul, han fortæller, at korruptionen er til stede på alle niveauer i den tyrkiske byggebranche. 

”Det betyder, at kun meget få huse opfylder de formelle krav til byggeri i jordskælvsområder, og for to år siden så vi resultatet,” siger han.

Han fortæller også, hvordan Hatay-provinsens jordskælvs-indsats har givet folk tre muligheder for genhusning:

1. De kan blive i et hus, der kun er halvt ødelagt og selv betale for renoveringen. Men det er kun folk med penge, der har mulighed for det. Det gælder i realiteten ikke arbejdsløse og pensionister. 

2. Man kan blive genhuset i et nyt område i Hatays udkant, langt væk fra ens tidligere bopæl og omgivelser. 

 3. Man kan få en penge-kompensation, men den er meget lille, og de fleste vælger den ikke.

Dogu Eroglu uddyber, at langt de fleste familier med børn er flyttet til slægtninge andre steder i Tyrkiet.

”Den tidligere bymidte bliver nu befolket af en ny gruppe fra den øvre middelklasse, som har råd til de nye boliger,” siger han.

”Man genopbygger den gamle bydel, for at byen ikke skal miste sin historie og for at bevare miljøet, men kun de mest velbeslåede har råd til at bo der. Beboerne protesterer imod, at myndighederne forvansker domstolenes afgørelse om nedrivning, de skriver på murene: DO NOT DEMOLISH - THERE ARE LAWSTRIKES!

Dogu Eroglu har arbejdet ihærdigt for at få informationer ud af regeringen, om hvor de mange støttekroner fra bl.a. EU går hen, men han kan ikke få ”aktindsigt”.

”Jeg har søgt og søgt lige siden jordskælvet, og jeg kan intet få at vide om bevillingerne fra EU, hvor store de er, og hvad de er blevet brugt til?”

Men de tyrkiske myndigheder har dog beregnet, hvor mange mennesker der har brug for støtte. Ifølge tal fra oktober 2024, drejer det sig om 400.000 familier med børn, der stadig lever i midlertidige boliger som f. eks containere. Tallet fra tiden lige efter jordskælvet skønnes dog at være 200.000 flere familier, altså 600.000 familier i alt.

Containerbyen: Familier venter stadig på genhusning to år efter jordskælvet og bor i containere uden snarlig udsigt til bolig med varme og vand

”Planen var, at det tal skulle være reduceret med mindst 50 % med nye individuelle boliger og butikker inden udgangen af 2025,” fortæller Didem Akan Ilhan, kampagne- og kommunikationschef fra Tyrkisk Red Barnet.

” Det tager tid, og vi har fundet det nødvendigt fortsat at yde støtte til børnene i containerbyerne.”

Ifølge Tyrkisk Red Barnet er det især varme og sanitet, de fokuserer på her i vinter.

”Helt praktisk støtter vi renovering af ødelagte skolebygninger og sørger for borde, stole, varmeapparater og skolebøger,” fortæller hun.

Mange af skolebørnene har traumer fra jordskælvet i form af hyppige mareridt, som gør det svært at koncentrere sig i skolen. 

”Vi giver psykisk social behandling med legeøvelser og kunstterapi. Det virker, men det tager lang tid at gøre børnene trygge,” fortæller Didem Akan Ilhan og understreger:

”Det er ikke kun børnene, der har traumer, det gælder også lærerne, og før vi har behandlet dem for deres angst og traumer, kan de ikke undervise.”

Tyrkisk Red Barnet har siden 2023 uddelt 40.000 uddannelsespakker med hæfter, skolebøger og andet undervisningsmateriale.

Heading