Børnene, der her bor i telte og interimistiske hytter, passer hinanden, mens deres forældre arbejder på de omkringliggende marker. Samlingen af telte langs et vandløb er en hurtig bygget flygtningelejr, hvor der bor flygtninge fra Syrien og kurdere fra Tyrkiet.
Jeg besøger lejren sammen med frivillige Ogün Sever Okur, og han er tydeligvis elsket af børnene, der flokkes om ham og gerne vil have en krammer, da vi går en tur langs teltene. Vi går ikke ind i teltene af respekt for de voksnes privatliv.
”Jeg giver gerne børnene en krammer, men jeg har ikke slik og chips med til dem. Det synes jeg ikke om, jeg vil hellere arbejde på at skabe en midlertidig skole i en containervogn,” fortæller han.
Ogün Sever Okur er med i en mindre hjælpeorganisation, der støtter, at der oprettes skoler med professionelle lærere, men alt det er endnu ikke på plads. Lejren ligger omkring 30 km fra Adana, en by i det sydlige Tyrkiet ikke langt fra grænsen til Syrien.
”Jeg er selv født og vokset op i et telt; vi var fattige folk, og jeg ser mig selv i de her børn. De har det ligesom, jeg havde det,” fortæller Ogün, der er tyrker og i dag har job i det tyrkiske beredskab.
Hans familie kom fra Hatay og arbejdede med bomuld og boede i telte.
”Først da jeg var 5 år, fik vi en etværelses lejlighed. Min far lagde vægt på, at vi kom i skole. Når jeg besøger de her børn, så husker jeg alting, som var det i går. Mine forældre var ikke flygtninge, men fattige, der boede i et telt. Min far arbejdede som plukker af appelsiner, han ejede ikke selv jorden.”
Hans organisation hedder Ogün Abi Dernegis. Den blev oprettet under corona-epidemien i 2019.
”Jeg var med til at starte organisationen, og jeg er drivkraften. Jeg laver det meste og har mindre læringsprogrammer for børnene. Men jeg ønsker allermest, at de kommer i skole og kan uddanne sig.”
SKOLE OG SPROG SOM DET VIGTIGSTE
Tyrkisk Red Barnet ønsker også, at børnene i lejrene får en eller anden form for skolegang, men det er ikke lige efter bogen.
”Allerførst skal vi finde ud af, hvor der opholder sig syriske børn, og hvor der opholder sig kurdere, der jo i princippet er tyrkere,” fortæller Didem Akan Ilhan, kampagne- kommunikationschef fra Tyrkisk Red Barnet.
”Hvis det er syriske børn, der kun forstår arabisk og går i en tyrkisk skole, arrangerer vi undervisningsmateriale på arabisk, så de har en chance for at kunne følge med.”
Didem Akan Ilhan forklarer, at det ikke er et spørgsmål om økonomi, men mere et spørgsmål om kultur og tilpasning.
”Hvis du mistrives, som en del af de syriske børn gør, så går vi ind med social støtte, for man kan ikke tage imod undervisning, hvis du ikke har det mentalt godt.”
Generelt er der flere grupper af flygtningebørn i Tyrkiet, der ikke taler tyrkisk, og her går Tyrkisk Red Barnet ind og støtter familierne.
”Uanset nationalitet skal alle have adgang til familiestøtte,” siger Didem Akan Ilhan.
”Vi har brugt mange kræfter på børn, der har været udsat for jordskælvet; det håber vi snart er forbi, så vi kan bruge kræfter på de syriske flygtningebørn.”
Tyrkisk Red Barnet har ikke tal på, hvor mange børn, der både er fra Syrien og samtidig er påvirket af jordskælvet.
200.000 flygtningebørn går ikke i skole.
Didem Akan Ilhan understreger til sidst i samtalen, at der er så mange kriser i regionen tæt på grænsen til Syrien, at det internationale samfund burde prioritere støtten noget højere:
” Vi er blevet glemt i alle verdens mange andre problemer, hvor der er krige, men vi har stadig brug for megen støtte til de børn, der lever i flygtningelejrene.”
