Journalist Eva-Marie Møller og kultursociolog Mads Christoffersen er i Athen i januar måned 2022 for at undersøge, hvordan det store antal strandede migranter påvirker det græske samfund. De taler med migranterne selv, NGO’er, eksperter, frivillige og repræsentanter for politikerne. Det overordnede billede er et migrationssystem, som er brudt fuldkommen sammen. Folk, der har søgt asyl, kan vente i årsvis på behandlingen af deres ansøgning og på deres papirer. Hjælpeforanstaltninger er helt utilstrækkelige, og det er en gåde, hvordan titusindvis af strandede migranter kan overleve. Den græske politik er en kombination af meget voldsom push-back af migranterne ved grænserne og push-out af flygtninge, som har fået tilkendt asyl. Dette benægtes af de græske myndigheder, men der er ingen tvivl om, at der foregår. Lad os give Eva-Marie of Mads ordet i deres første artikel, hvor de snakker med asylansøger Mohammed, NGO direktøren Lefteris Papagiannikis og græsk folketingsmedlemmen Angelos Syrigos.

”Jeg kom til en meget bedre lejr i Athen, end Moria-lejren på Lesbos. Vi fik en container med bad, toilet, senge med tæpper og det var rigtig godt. Jeg fik job som oversætter hosFN-organisationen IOM og arbejdede for dem i seks måneder, men så fik jeg pludselig angstanfald," fortæller 32-årige afghanske Mohammed, som vi møder udenfor Eleonas flygtningelejr i Athen.

Mohammed er en afde flygtninge, som mange vil huske fra den farefulde færd i gummibåd fraTyrkiet til den nærliggende græske ø Lesbos. Han boede i den berygtede Morialejr, men nåede at flytte inden den senere brændte ned.

Moria-lejren og flygtningesituationen var efter massetilstrømningen i 2015 blevet en skamplet for Grækenland og for hele Europa. Med EU's mellemkomst og EU-penge blev der bygget nye og bedre lejre på øerne, men migranterne kunne ikke rejse fra øerne, da det var hensigten at de skulle sendes tilbage til Tyrkiet.  Men med Covid 19 blev situationen i lejrene for farlig og de græske myndighederflyttede folk til lejre på fastlandet og mange flygtninge søgte også af sig selv mod fastlandet og mod Athen.

Det blevudgangspunktet for vores rejse i januar 2022 i Athen og omegn. Vi ville finde ud af, hvad der videre sket? Hvordan kom migranterne i Athen og på fastlandet til at leve? Kunne de komme videre i Europa, efter at den såkaldte Balkan-rute med de store menneskestrømme i 2015 var lukket? Og hvad er flygtningenes status i dag?

Vi tog metroen ud til et udkantsområde af Athen, Eleonas. Et temmelig ramponeret område med bilkirkegårde, lossepladser og forladte fabriksbygninger i beton. Kontrasten til det centrale Athen er stor. Her er ingen lejlighedskomplekser og ingenfortove langs vejene, kun bilværksteder, byggetomter og så flygtningelejren Eleonas Camp. Den ligger bag mure og består af beboelses-containere, med bad, toilet og et mindre køkken.

Det er så her vi møder Mohammed, hans kone og datter på 6 år uden for lejren. Mohammed villegerne invitere os indenfor, men det er ikke tilladt, og han foreslår at vi mødes på en nedlagt parkeringsplads et stykke nede ad vejen. Han og konen havdemedbragt mangojuice, og vi satte os på asfalten i solen og tændtebåndoptageren.

”Jeg flygtede fra Afghanistan i 2018 på grund af, at Taleban havde truet min familie. Jeg er Shia og vores liv var er i fare i vores eget land. Jeg forlod alt, hvad jeg ejede i vores lille hus. ”

Mohammeds rejse gik over Iran og videre til Tyrkiet. Her var det næsten umuligt at finde både et job, et sted at bo og svært at finde information om flygtningenes rettigheder.

”Det var forfærdeligt. Både regeringen og den tyrkiske befolkning behandlede os virkeligdårligt. De accepterede os ikke, og hvis vi tog hen til politiet og bad om at udfylde de påkrævede asyldokumenter, gav de os afslag og sagde: Nej du har ikke lov til at være i Tyrkiet.”

Da det ikkelykkedes at få ophold i Tyrkiet besluttede Muhammed sig for at rejse mod Europaover Grækenland.

”I Izmir fandt jeg en menneskesmugler, der ville sejle mig over havet i en gummibåd: Vi var 60mennesker, kvinder, spædbørn og enlige mænd og vi ankom til øen Lesbos. På stranden arresterede politiet os, og vi blev ført til Moria-lejren”.

I Moria-lejren var der på det tidspunkt 38.000 mennesker fra alle mulige forskellige lande.

”Det var rædselsfuldt, vi boede i telte. Da det blev vinter og det regnede rigtig meget, havde de fleste ikke tørre telte; vi frøs og var våde. Det regnede i ugevis.Jeg var heldig, for jeg kunne oversætte til engelsk og fik rigtig mange godevenner blandt frivillige hjælpere fra Canada, Australien, USA, Holland og Norge. De hjalp og støttede folk med telte, tøj og vand.”

Mohammed søgte asyl og fik igennem UNHCR en billet til Thessaloniki. Her fik han job som oversætter hos FN-organisationen IOM og arbejdede for dem i seks måneder.

”Men så fik jeg pludselig angstanfald. Det var forfærdeligt, men jeg stoppede ikke med at arbejde og fik job hos Læger uden Grænser, men måtte stoppe her, da angstanfaldene kom tilbage.”

Nu opholder Mohammed sig i Eleonas Camp sammen med sin kone, som han mødte i Moria-lejren. Hun har fået asyl, mens Mohammed stadig venter på tredje år og er uden job.

Hos en af Grækenlands største NGO-sammenslutninger, Greek Council of Refugees, møder vi direktøren Lefteris Papagiannikis.

Han er enenergisk og veltalende mand omkring 50 år og har tidligere været viceborgmester i Athen.

”Ja, flygtningeneforlader øerne, men vi ved ikke præcist, hvor de er. Nogle er nok taget tilTyskland andre til Holland andre igen til Skandinavien – hvis de kan, er de taget derhen, hvor deres familier er. Men det er de færreste, som det lykkes for, for der er meget vanskeligt at komme videre. Når folk kommer kan de søge om asyl, og får de afslag skal de egentlig rejse, men en del bliver alligevel, fordi de sidder fast”, fortæller han.

Lefteris Papagiannikis forklarer, at der i dag gives asyl til 35 % af ansøgerne på grund af det europæiske asylsystem. Syrerne får asyl i 99% af tilfældene, afghanereomkring 65 %, men det afhænger selvfølgelig af, om det område, som de kommer fra, er betragtet som en konfliktzone eller ej. Men Grækenland ønsker ifølge Papagiannikis generelt at minimere asylgivningen og suspenderede den f.eks. 50dage i marts 2020, og andre lande gjorde det samme.

”De afvisteasylansøgere kan enten rejse videre eller de kan blive i Grækenland som“undocumented”. Vi ved ikke, hvor mange der findes uden papirer, men hvis mankigger på platformen for udokumenterede, så kan vi se, at folk som følge af ændringer i lovningen falder ind og ud at registreringen.”

”Hvis folk ikkehar papirer, så kan vi hjælpe dem med at skaffe dem, hvis de har været forfulgteller udsat for voldtægt - men vi kan ikke arbejde med udokumenterede i evigheder.”

Da Grækenlandsasylsystem på rund af de store flygtningestrømme brød sammen i 2015-2016, bevilgede EU penge og stillede krav om en bedre asylbehandling.

Lefteris Papagiannikis er ikke imponeret over den konservative græske regerings aktuelleindsats:

”Flygtningenes og migranternes primære ønske er at rejse og regeringen er meget glad for det, forså behøver den ikke have en politik for området. Grunden til at folk vil rejse er, at der ikke er en politik om f.eks. integration. Regeringen siger: Se folk vil ikke blive, og så svarer vi: Jamen det er da fordi, I ikke tilbyder dem noget.”

De mangestrandede flygtninge bliver opdelt i grupper. Esteria-programmet er for sårbareasylansøgere, som bor i lejligheder under asylprocessen. Helios-programmet erfor anerkendte flygtninge, en slags udslusning. Men efter godkendelsen mister de retten til en social bolig, så derfor ender folk igen i lejrene.

Med den sidsteændring i lovgivningen, betragtes Tyrkiet som et sikkert land for folk fra fem lande: Syrien, Afghanistan, Bangladesh, Somalia og Pakistan. Det betyder, at dekan sendes tilbage til Tyrkiet, men det er ikke sket endnu. Det er kunGrækenland og Ungarn der administrerer på denne måde.

”Grækenland varet transitland, og har store problemer med at blive et destinationsland. Vi ønsker ikke migranter og flygtninge – det er helt klart. Vi taler ikke om det, men praksis viser, at vi ikke vil have dem her!” slutter Lefteris Papagiannikis opgivende.

Medlem af parlamentet og tidligere generalsekretær for migration og integration indenrigsministeriet Angelos Syrigos er en travl mand, men han har alligevel afsat tid til et kort interview mellem møder og SMS’er, der hele tiden tikker ind på hans mobil.

”Da den nuværenderegering kom til magten i juli 2019, indførte den nye procedurer for de flygtninge, der ankom. Pludselig i 2020 ankom der 1000 mennesker hver dag til øerne i det østlige, ægæiske hav. De kom fra Tyrkiet, som er en politistat, og det er helt usandsynligt, at så mange mennesker kan flytte sig uden at myndighederne bemærker det. Der er klart, den tyrkiske kystvagt og det tyrkiskepoliti var en del af operationen om at sende disse mange mennesker til Grækenland.”

Han uddyber, hvorfor han mener, at Tyrkiet helt bevidst sender flygtningen mod Grækenland.

”I marts 2020 varder en weekend, hvor der var en græsk helligdag om mandagen, der også er afslutningen på karnevallet. Om lørdagen i den pågældende weekend kom der i tusindvis af migranter ved hegnet på grænsen mellem Tyrkiet og Nordgrækenland. Den størstedel af grænsen udgøres af floden Evros, mens der er 11 km anden grænse med et hegn.Tusindvis af migranter prøvede at forcere hegnet, men de blev stoppet af græskegrænsevagter.

Det blev hurtigtopdaget, at disse mennesker var blevet sendt af sted af den tyrkiske regering: Bussernefrem til grænsen var organiseret af regeringen, og den havde instrueret dissemennesker om, at dette var en god lejlighed til at tage til Europa.”

Politikeren, somer fra det konservative Nea Democratia, hvis parti har regeringsmagten, er ogsåjurist:

”Fra mit synspunkt som international jurist, mener jeg, at vi står over for en forbrydelse i henhold til international ret. Det er parallelt til at anvendemennesker som skjold i en militær konflikt. Det er også en forbrydelse mod menneskeheden at anvende mennesker på denne måde - lige som det er sket i grænsen mellem Hviderusland og Polen/Litauen. Regeringen i Tyrkiet og iHviderusland har forsøgt at bruge mennesker som middel til at destabiliseresituationen i andre lande. Siden det skete ved vores grænse, har den græskeregering fulgt en meget strikt grænsepolitik. Det er meget svært at komme overgrænsen,  men kommer man ind, får man behandlet sin sag.”

Angelos Syrigos mener ikke, at der eksisterer en egentlig europæiske solidaritet omkringmigrationen.

” I 2016 og 2017kom mange europæiske lande og sagde: Vi kan tage nogle af migranterne hos jertil vores lande. De tog selvfølgelig de bedst uddannede med de færreste børn.De, der blev i Grækenland var dem uden uddannelse og med mange børn, der er sværeat integrere i det græske samfund. Der var den type solidaritet, vi oplevede fra Europas side.”

‍