Verden oversvømmes af nyheder om Afghanistan, USA's tilbagetrækning, Talebans magtovertagelse og ikke mindst tusinder og tusinder af afghanere, der er desperate efter at flygte fra landet i kølvandet på det nye Taleban styre.
Det kan være svært for den enkelte at følge med informationsstrømmen, så vi har sammensat en oversigt for at forsøge at besvare spørgsmål om optakten til de seneste ugers begivenheder, og hvordan det internationale samfund reagerer på krisen.
Her er nogle punkter om optakten:
Da Talebans succes blev tydelig, opskalerede de vestlige lande deres indsats med at evakuere deres egne borgere samt afghanske allierede. Taleban satte 31. august som deadline for denne evakuering. Alle kommercielle flyvninger fra Kabul lufthavn blev aflyst, hvilket dog ikke stoppede tusinder af afghanske borgere i at søge mod lufthavnen i et forsøg på at komme ud af landet alligevel. Der blev rapporteret om skud og flere tilskadekomne i og omkring Kabul lufthavn, hvor amerikanske og Taleban styrker forsøgte at håndhæve orden og rydde landingsbaner. To mænd faldt i døden efter at have forsøgt at holde fast på et amerikansk luftvåbensfly, mens det lettede, og en tredje blev fundet død i et hjulkammer ved landing.
Fra 24. august blokerede Taleban adgangen for afghanske borgere, der ville ud til lufthavnen. Talebans argumenter for denne beslutning var både, at de var bekymret for, at folk ville omkomme i de paniske menneskemængder, men også at afghansk ekspertviden, fx læger og ingeniører, ikke burde få mulighed for at forlade landet, da Afghanistan har brug for deres evner. Taleban hjalp dog eftersigende med at evakuere amerikanere ved at eskortere dem gennem folkemængderne til hemmelige porte i Kabul lufthavn. 26. august eksploderede to bomber i lufthavnen og dræbte mindst 170 borgere og 13 amerikanske soldater. ISIS-K, en regional afdeling af ISIS i Afghanistan og en fjende af Taleban, tog ansvar for angrebet.
USA afsluttede sine evakueringer 30. august, en dag før deadline, og hævdede at have fragtet 123.000 afghanere plus amerikanske og allierede landes borgere i sikkerhed. Andre lande såsom Canada, Storbritannien og Tyskland havde i dagene inden færdiggjort deres evakueringer af nogle tusinder, for det meste deres egne borgere samt nogle allierede af forskellige nationaliteter.
Men hvad sker der med de afghanere, der er desperate for at forlade landet, nu hvor evakueringer er afsluttet? EU har foreslået en sikker zone i Kabul for at koordinere fortsatte evakueringer, og Det Hvide Hus har forpligtet sig til fortsatte redningsmissioner for allierede, der har arbejdet med USA. Indtil videre er der dog ingen nyheder om sådanne aftaler med Taleban, som har sagt, at de ikke vil tillade afghanere uden ordentlige papirer forlade landet.
Næsten 400.000 afghanere er blevet tvunget til at forlade deres hjem siden begyndelsen af dette år og har dermed sluttet sig til de 2,9 millioner afghanere, der allerede var internt fordrevne i landet i slutningen af 2020. FN anslår, at i værste fald vil 500.000 mennesker flygte fra Afghanistan ved udgangen af året. Afghanere repræsenterer allerede verdens tredjestørste flygtningegruppe på 2,6 mio. UNDP har frigivet en rapport, der forudsiger, at uden ændringer i Afghanistans nuværende geopolitiske situation kan 97% af afghanerne ende i fattigdom i løbet af 2022.
Men hvor skal disse flygtninge tage hen?
FN har opfordret Afghanistans nabolande til at holde deres grænser åbne for flygtninge og opfordret det internationale samfund til at støtte disse lande. Pakistan, der grænser op til Afghanistan mod syd og allerede er hjemsted for 1,4 millioner afghanske flygtninge, har sagt, at de ikke kan tage imod flere flygtninge, men holder efter sigende grænsen åben for deres egne borgere samt folk, der søger medicinsk behandling i Pakistan. De er dog allerede begyndt at deportere udokumenterede afghanere, herunder kvinder og børn, som har etableret midlertidig lejre i det pakistanske Quetta-distrikt.
En anden nabo, Iran, der er vært for det næststørste antal afghanske flygtninge, 780.000, har oprettet midlertidige lejre til dem, der flygter fra de seneste begivenheder. Iran har dog samtidig sagt, at de afghanere, som kommer til Iran, vil blive hjemsendt, når forholdene i Afghanistan er blevet bedre. Tadsjikistan, som tidligere havde forpligtet sig til at være vært for 100.000 afghanere, har nu sagt, at landet mangler infrastruktur til at være vært for så stort et antal mennesker og har opfordret det internationale samfund til at hjælpe med at opbygge infrastruktur på et 70 hektar stort område, det er tildelt flygtninge. Afghanistans andre naboer, Usbekistan og Turkmenistan, har historisk set kun accepteret et meget begrænset antal afghanske flygtninge og har ikke fremsat nogen erklæringer, der tyder på, at det vil ændre sig.
Skulle afghanske flygtninge nå Iran og ønske at fortsætte deres søgen videre til Tyrkiet eller Europa, har disse stater sørget for, at deres rejse ikke bliver let. Tyrkiet, der allerede er vært for næsten 4 millioner syriske flygtninge og et stop på vejen for mange migranter, der forsøger at nå Europa, planlægger at forstærke sin grænse til Iran ved at tilføje yderligere 64 km til en grænsemur, der blev påbegyndt i 2017.
Grækenland, mange flygtninges første stop i Europa, har afsluttet opførelsen af en 40 km mur på grænsen til Tyrkiet og forbereder åbningen af nye, lukkede modtagelsescentre, der vil begrænse asylansøgeres bevægelsesfrihed markant. Skulle afghanere prøve den stadig mere populære baltiske migrantrute, vil de også stå overfor svære grænsekrydsninger, hvor Polen og de baltiske lande legaliserer pushbacks og rejser hegn ved deres grænser. Polen er endda gået så langt som at erklære undtagelsestilstand ved grænsen til Hviderusland samt forbyde samlinger og bevægelsesfrihed 3 km inde i landet fra grænsen i 30 dage fra den 2. september.
Nogle europæiske lande har allerede udtrykt, at de vil tage imod afghanske flygtninge. Storbritannien planlægger at accepterer 20.000 flygtninge på længere sigt, og Angela Merkel, Tysklands kansler, har sagt, at Berlin kan give asyl til op til 10.000 afghanere, men Tyskland har intet besluttet endnu. Generelt virker de europæiske lande dog til at være opsat på ikke at få en gentagelse af den såkaldte 'flygtningekrise' i 2015-16. Indtil videre har EU stater lovet betydelig økonomisk bistand og samarbejde med lande, der grænser op til Afghanistan, som et middel til at forhindre en ny krise. Danmark har allerede underskrevet en partnerskabsaftale på 10 millioner kroner med IOM i Pakistan for at hjælpe pakistanske myndigheder og opbygge kapacitet til at klare de udfordringer, Pakistan står overfor som følge af uregelmæssig migration.
EU's kommissær for indre anliggender, Ylva Johansson, har imidlertid trådt frem og udtalt, at det er på tide, at Europa forpligter sig til genhusning af afghanske flygtninge og beder EU landene om at genhuse 30.000. Den luxembourgske immigrationsminister Jean Asselborn har kritiseret EU ledere, der ønsker at minimere ankomsten af flygtninge, og opfordrer landene til at genhuse 40-50.000 afghanske flygtninge. EU eller dets medlemsstater har indtil videre ikke forpligtet sig til noget lignende.
USA har annonceret, at de vil give huma midlertidig ophold uden visa (humanitarian parole) til op til 50.000 afghanske flygtninge for at få dem flyttet dem hurtigt til USA og der give dem et år til at opnå længerevarende opholdstilladelse. Embedsfolk fra Biden-administrationen har endvidere sagt, at de mener, at 80.000 afghanere er berettiget til genhusning i USA. USA huser allerede 20.000 evakuerede afghanere i fem stater, mens yderligere 40.000 på amerikanske og NATO baser afventer sagsbehandling. Canada har sagt, at de vil genhuse 20.000 afghanere med fokus på dem, der er i fare for Taleban, herunder regeringsansatte og kvindelige ledere.
Australien har iværksat en kampagne, der advarer fordrevne afghanere om at forsøge uregelmæssige grænsekrydsninger til Australien og understreger, at afghanere vil have "nul chancer for succes".
Sydkorea har meddelt, at de vil modtage 390 afghanske civile, der har støttet sydkoreansk konsulær bistand og projekter. Sydkorea tildeler ikke afghanerne flygtningestatus, men i stedet en “people of merit” status, som gives til folk, der har udført en tjeneste og indsats for Sydkorea.
Mens mange flygter fra Afghanistan, rapporteres det, at nogle vender tilbage til landet i håb om, at det nye Taleban styre vil bringe øget sikkerhed og stabilitet i Afghanistan. Nogle Kabul borgere er optimistiske, men skeptiske overfor Talibans løfte om forandring efter 20 år uden vellykket udenlandsk intervention og en korrupt afghanske regering.
Lige meget hvad behøver man ikke at være matematiker for at forstå, at verden ikke er klar eller villig til at modtage de 500.000 flygtninge, FN forventer fra Afghanistan i år. Hvor folk ender henne, og om flere lande forpligter sig til at hjælpe de mange afghanere, der ifølge estimeringer gerne vil i sikkerhed udenfor Afghanistan, kan kun tiden vise.
"Hashoo Foundation's Afghan Refugees Settlement I-12" by Hashoo Foundation USA - Houston, TX is licensed under CC BY-SA 2.0
