Hvad sker der, hvis man sætter en computer frem i et område med mange flygtningebørn, der aldrig har rørt en computer? I 1999 blev “Hole in the Wall” et studie i naturlig nysgerrighed og læring uden formel karakter. Eksperimentet startede i et slumkvarter i Kalkaji, Dehli, hvor projektets idémand Sugata Mitra installerede en computer med internetadgang og derefter efterlod den uden opsyn. Nysgerrige børn strømmede til computeren og fandt hurtigt ud af, hvilke handlinger der gav resultater. Børnene lærte at surfe på internettet, oprette dokumenter, spille spil, male billeder, lære ord på engelsk og lytte til historier og samtidig lærte de også fra sig til andre børn. Siden har en del organisationer benyttet sig af metoden - en af dem er CUBE som Flygtningebørn.dk møder i Athen. Her fortæller stifterparret af CUBE, Maria og Stavros Niarchos, at studiet var den bedste måde at handle effektivt med flygtningebørns mistede skolelæring og at få mest udbytte med få ressourcer. Børns nysgerrighed blev til handling i det fremmedgjorte land.
Allerede under fødslen konfronteres vi med en ufattelig fremmedhed; en oplevelse, som dybest set fortsætter livet igennem i mere moderate former. Høje militære hegn med pigtråd, drone overvågning, videoovervågning, alarmsystemer, røntgen masker og metaldetektorer, er alle letforståelige og primitive udtryk for at afgrænse ‘os’ fra ‘dem’. Her bliver man mødt og berettiget til en vis social standard, hvor børn i egne øjne bliver til fiaskoer og forældres optimisme bliver et forgæves forsøg på at holde hovedet oven vande. Bag dette begynder familier en uophørlig kamp med fortvivlelse på systemer og til sidst på sig selv. Med dette eftergivende livsvilkår, prøver CUBE at skabe en klarhed over fremtiden mere videnskabeligt målrettet primært børn. Hvor det handler om at destabilisere fremmedgjorthed og ikke gøre det til et livsvilkår.
Derfor blev dannelse og kreativitet en katalysator for læringen. Eksperimentet udviklede sig til den første skole for flygtningebørn med læringsmetoden “Hole in the Wall” - det, man også kalder “self-organized learning environments” -, hvor elever uden tilsyn bliver stillet store spørgsmål og derefter selv skal finde et kreativt svar.
“Det handler om, at du tager børnene ind i et rum, giver dem en computer og stiller dem spørgsmålet “hvorfor er bier vigtige?”. De unge børn svarer, at bier er vigtige, fordi vi godt kan lide deres honning, hvorimod de lidt mere ældre børn kan bruge flere timer på det og give dig svaret, at bier er vigtige, fordi de er effektive bestøvere.” siger Stavros Niarchos. “Dette er det sokratiske spørgsmål samt hvad self-organized learning environments handler om. Det her er jo ingen formel læring overhoved. Men vi gør som Sugata Mitra og eksperimentet har vist så mange interpersonelle interaktioner mellem børn, hvor de lærer af hinanden og belærer hinanden.”
Mange af disse børn havde aldrig nogensinde stået på en stol og fremlagt for andre børn, det eneste de havde oplevet var kaos, overlevelse, hvornår får jeg mit næste måltid, alt er farligt
Med eksperimentet med selvorganiserede læringsmiljøer var stifterparret overrasket over den sociale kapital, de kunne skabe ved blot at uddele få computere til børn fra forskellige nationaliteter som Afghanistan, Syrien og Irak.
“Mange af disse børn havde aldrig nogensinde stået på en stol og fremlagt for andre børn, det eneste de havde oplevet var kaos, overlevelse, hvornår får jeg mit næste måltid, alt er farligt. Derfor blandede vi børnene sammen i forskellige nationaliteter, så de derved også kunne lære fra hinandens kulturer. Tit har vi ikke rigtig forstået det, de har snakket om, men det er underordnet. Mange af de børn har ikke været i skole de sidste 1,5 år, og det vigtigere vi bare bruger tid på dannelsen end sproget. Deres situation er rigtig kompleks og udfordrende for børnene, og vi skal med denne undervisning give dem plads til at være børn”.
Hovedformålet med læringsmetoden var ikke at tillære sig det græske sprog, men snarere at udfolde sit kreative potentiale i et klasseværelse. Parret fandt nemlig stimulering af børnenes refleksionsevne og kreativitet som afgørende for, at børnene får andre perspektiver på verden end, som de oplever bag pigtråden. Som det er i dag er den verden, de flygter til, et billede af den verden, de flygter fra. Til sidst rummer den indre verden ingen beskyttelse mod den ydre verden. Den rummer ingen smukke billeder, man kan genkende sig i. Rotter flygter fra den synkende skude. Børn flygter fra et kriseramt land eller samfund, de hverken kan forstå eller påvirke. Derfor er det vigtigt at give dem et andet billede og et andet håb end en teltlejr bag pigtråd.
Vi tror på, at flygtningebørnene gennem den kreative læring efter “Hole in the Wall” principperne kan bygge et rum op, hvor de kan udleve drømme og få indblik i en verden med svar, håb og fremtid. Og det vil være med til at flytte dem fra den modløshed, de lever i nu.
Men for alle de spørgsmål CUBE kunne stille til børnene, kunne den græske regering også svare på, hvordan man overvinder den voksende uddannelsesmangel for de børn, hvor et klasseværelse er et fjernt minde, hvis det overhoved er et minde. For CUBE stoppede nemlig med deres læringsmetode for cirka 2 år siden, og derfra tog den græske regering sig af at integrere børnene ind i skolerne, hvor læringsmålet er at lære græsk som det første.
“Vi estimerer selv, at der muligvis kommer en ny flygtningekrise mod Grækenland til januar, og så snart den er her, bliver vi aktuelle igen og er klar til at hjælpe børn og unge. Vi ligger på lur indtil videre” slutter Stavros af.
