'Mine nærmeste naboer i min tidligste barndom i Prinsesse Charlottes Gade var de tyske flygtninge i skolens gård, som vi stod og råbte efter. Efter at jeg for 10 år siden er flyttet til Valby og bor vis-a-vis Vestre Kirkegård – som er Danmarks største og mest multietniske, multikulturelle og multireligiøse kirkegård – har jeg fundet mange af dem.
Der ligger omkring 10.000 tyske flygtninge derude. Mænd, kvinder og børn. Ikke en eneste af dem har fået en kugle for panden. De døde i årene 1944 og 1945 af ganske banale ting som underernæring, infektioner, lungebetændelse og lignende.
Jeg må indrømme, det gibbede i mig første gang, jeg gik tur med min kone på Vestre Kirkegård, efter vi var flyttet derud, og så, at der er tre store afsnit med tyske flygtninge. Gravene er smukt bevaret. Der er ensartede kors ved dem alle sammen, og der er omhyggeligt opført navne og årstal på de døde, hvoraf en meget stor del jo er børn. Der er flere af disse krigskirkegårde i Danmark.
Flygtningene kom til Danmark fra 1944 og frem til 1945, i et antal af omkring 250.000, og de var ikke populære. Da krigen sluttede, blev de sendt hjem af landevejen ned gennem Jylland. De blev ofte nægtet behandling – også børnene, der døde som fluer.
Det er et af de mørke kapitler i besættelsestidens historie, og når jeg i dag går rundt på Vestre Kirkegård og møder nogle af dem, bliver jeg dybt taknemmelig over, at jeg ikke selv ligger der, og på den anden side bliver jeg selvfølgelig også en lille smule beskæmmet over, hvordan – også jeg selv – dengang var med til at behandle medmennesker på flugt fra et Tredje Rige, som var totalt i sammenbrud.
I dag kan jeg se, at hele mit liv og hele min livsepoke som del af en meget forkælet generation i et trygt land har været præget af flygtninge. Ungarn i 1956, Tjekkoslovakiet i 1968, Balkan i 1990’erne, senere fra Irak og nu fra Afghanistan, Syrien og Afrika.
Og jeg kan føre det helt tilbage til dé tyske flygtninge, som jeg så i skolegården i Prinsesse Charlotte Gades skole.
De har altid i en eller anden forstand været tæt på mig. Og de mange gravstene på Vestre Kirkegård minder mig også om, hvor skidt vi indimellem kan behandle andre mennesker på grund af frygt eller angst eller…
Vi lider desværre stadig for en angst for det fremmede og anderledes. Måske fordi vi er et lille land med en rimelig homogen holdning til mangt og meget.
Når vores politikere er så ivrige efter at vedtage forbud mod for eksempel burka, hænger det sammen med den muslim-forskrækkelse, som hjemsøger os i disse år, og som får vores politikere til at vedtage den ene stramning over for asylansøgere efter den anden. Selv børn kan opholde sig i det danske asylsystem i årevis uden nogen udsigt til en bedre fremtid. Det er uværdigt for et gammelt kristent land.
Jeg synes, at fortællingen om den barmhjertige dansker er ved at få et nyt, anderledes kapitel. Mange sætter spørgsmålstegn ved, hvem der i grunden er min næste. Hvad med flygtningen eller asylansøgeren? Mange tolker i dag næsten som kun den nærmeste. Det er i min optik en fejlopfattelse.
Min næste er den nødlidende, som jeg får ansvar for, fordi han krydser min vej og beder om min hjælp. Ingen flygter for sjov eller af bekvemmelighedsgrunde. De flygter, fordi de er i nød.
Vi hverken kan eller skal magte den opgave alene i Danmark, men vi skal sammen med andre ansvarlige nationer være med til at sikre en bedre og tryggere fremtid for de flygtninge og asylansøgere, som i disse år desperat forsøger at komme væk fra sult, krig og fattigdom.
Og vi kan helt omkostningsfrit starte med at tale ordentlig til og om de fremmede. De er mennesker som os af kød og blod.
Jeg både håber og tror, at mine børn og børnebørn vil tage mødet med folk fra andre kulturer og lande meget mere naturligt og positivt. De er jo helt anderledes globalister, end min generation. Masser af familier har i dag oplevet, at deres unge er blevet gift med en ægtefælle fra et andet land og en anden kultur. Og hvis man har gået i skole med hinanden og spillet fodbold sammen, så får man et mere realistisk og et mere dagligdags forhold til spørgsmålet om flygtninge og indvandrere.
Jeg har stor tillid til mine børnebørn, og jeg er overbevist om, at de vil handle bedre, end vi har gjort i min generation. Jeg synes, vi er lidt for unødigt forskrækkede.
Det betyder ikke, at vi ikke skal være fornuftige og stille krav og værne os mod kriminalitet og ulovligheder, men jeg synes, at det hører med til det at være dansk, at have en åben attitude over for mennesker med en helt anden kultur end vores egen.
Vores børn og børnebørn, især børnebørn, bliver også tvunget til i langt højere grad at face de udfordringer, der er i forhold til klodens overlevelse. Jeg tror, at de unge er meget mere optaget af klimadebatten og spørgsmålene om miljø, naturbevarelse og fredning. De er meget mere realistisk indstillet på at gøre en indsats, end min egen generation har været.
Politikerne agerer, som de gør, fordi de skal genvælges. De ville ikke bruge de argumenter, hvis der var en helt anden stemning i folkedybet.
Så det er vigtigt, at vi alle fører denne drøftelse med hinanden, således at befolkningen forstår nødvendigheden af, at politikerne ikke agerer så kortsigtet, som det ofte sker i dag ...'
Tekst og foto: Bo Østlund
